nye kloder

Fordi instituttene på Dragvoll er fantasiløse har jeg vært nødt til å endre litt på årets pensumliste. Hvem det nå var som valgte ut dikt til pensum, trodde de nok i likhet med meg at Sigbjørn Obstfelder var en stor mann, og at hans forfatterskap besto av ett dikt. Jeg ser. Hvor mange ganger, på hvor mange skoler, har jeg fått i oppgave å analysere dette? Det er knapt et dikt i verden en er mer lei av, om en var skoleflink i åttende klasse.

Men så! En måtte jo finne en erstatning til pensum, når en altså har analysert dette diktet like til evigheten, den grusomme og underlige evigheten. Jeg foretok altså et googlesøk på Obstfelder, og ramlet over hele diktsamlingen hans, Digte. Og her var det mye vakkert!

Om en ser bort fra moralen hans og hans kvinnesyn, som skal jeg dømme etter enkelte dikt var på høyde med Rudolf Nilsens, finnes det de fineste ting her. Særlig falt jeg for det aller første diktet, med den fine tittelen "venner". Det er sørgelig langt mellom vakre dikt om vennskap, og dette diktet er virkelig like fint som tittelen. Sånn er vennskap.

VENNER

Bare en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik dengang,
nætterne, -
værelset med det kjælne tusmørke,
lampen, - den indiske buddha, -
Jacobsens byste i solhjørnet,
Wagnerportrætet!

Vi sad sammen i røgskyer,
vi drømte sammen om livet.
Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled,
havde jeg,
det gladere hjerte, den varmere puls
havde du.

Du kom til at skjønne,
hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
å, min sjæls blade, de kunde visne.
Så sad vi sammen i drømskyer
og sligt stort, fagert syn, -
syn,
livsundren!

Livet!
En i uendelige baner sig slyngende stråle,
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, - tonende -, ildspiral, -
som vi ikke kan se begyndelsen på,
og ikke enden på,
og ånd risler i,
og sole drypper af,
- sole i lyshav, sole i tankehav, -
en uendelig, - tonende -, ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud -
Lyset!

Sfærer svinger, bølger bæver,
- der, hvor den ene er,
var den anden, -
livceller svæver,
hæver sig,
synker.

Ja, nætterne var lange og lyse.
Der var såmeget at tale om,
der var såmeget vakkert til -
solglød, vi længedes mod,
kvinder, vi vilde ofre vort blod.
Nætterne var så lange og lyse!

Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, når jeg våger og mindes,
er det, som det rører sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket...

Tror du,
tror du, at venner mødes på nye kloder?