Friday, August 8, 2008

Du landet her

Jeg vokser. Jeg blir større. Og inni magen til en av mine eldste venner vokser det også noe, en liten mark på omtrent sju milimeter, som hvis alt går bra til slutt blir til et virkelig, levende, pustende og sannsynligvis skrikende barn. Det er sånt som gjør meg litt ør, det også.

Et mykt fall
og så et hardt smell
du landet her,
velkommen til verden


2 comments:

  1. Noko av det finaste eg hugsar frå ex.phil (jau då, det kunde vera fint, det, eg lika emnet) var då filosofiprofessoren sa at noko av det mennesket ikkje kann skyna, men kann berre ikkje FÅ TAKET PÅ DET, det er at det kann veksa eit menneske inni eit anna menneske, og at det vert fødd, at det er eit nytt individ, me kann ikkje SKYNA det.

    Det tykte eg var godt.
    For so er det. Og so kjem det stødt til å vera.

    Den vesle luringen er heldig som fær deg til "tanta".

    Hm, det var alt for no!

    ReplyDelete
  2. Han hadde veldig rett, den der foreleseren der. Det er nemlig fullstendig ufattelig. Og selv når jeg ikke prøver å fatte mirakelet som er livet, selv da er det ganske ufattelig at vi er blitt så store at det finnes en generasjon under oss. Jeg kjenner meg ikke voksen.

    ReplyDelete